Engang troede jeg, at når først menneskers grundlæggende behov blev dækket, ville vi træde et skridt højere op på civilisationens rangstige. Tag over hovedet til alle. Varmt tøj om vinteren. Mad på bordet. Retten til at sige noget vås. Uddannelse. Og retten til at bestemme hvem der skal bestemme. Jeg var ung og naiv.

Vi er ikke blevet mere civiliserede. Og det undrer mig stadig. For det slår mig, at vi faktisk bliver mindre civiliserede, desto flere (overflødige) behov vi får dækket.

Der findes et begreb, som jeg synes er ret overset i dansk politik. Kværulanter. De findes alle steder. På arbejdspladser. Kunder i butikker. Gamle mænd med alt for meget fritid, der konstant skriver læserbreve. You name it. Og de findes i politik. Der er et par forskellige metoder at håndtere kværulanter på. Der er ”Du får ret og jeg får fred.”-strategien. Hvis de stadig ikke klapper kaje, er næste skridt at ignorere dem. Det betyder ikke nødvendigvis at de rent faktisk holder mund. Det betyder bare at man ikke bruger mere energi på dem. De er ligesom ude af spillet. ”Næste kunde tak.”  Det kan godt gøre dem desperate og måske råber de endnu højere. Men jo højere de råber desto mindre bliver de taget alvorligt.

Men begrebet er ikke rigtig slået igennem i de danske medier. Der findes en fraktion i dansk politik, der kværulerer. Egentlig ikke overraskende. De repræsenterer jo bare alle de almindelige kværulanter rundt omkring i de danske hjem. Problemet er, at håndteringsstrategierne ikke rigtig fænger an. Nu er det jo god tone at give politikerne skylden. For alt. Men det er lidt unuanceret efter min mening.

Egentlig synes jeg, at der er mange journalister, der virker ret intelligente. Men der er en gåde hvorfor fanden de giver kværulanterne så meget taletid? Hvorfor føler de trang til at fremføre de idiotiske pointer, der kommer fra en flok snotdumme og smådesperate kværulanter? Ingen andre steder i det danske land vil den slags få nogen videre opmærksomhed.

Du er meget velkommen til at springe dette afsnit over – det er vist lidt tørt

Der findes grundlæggende fire søjler i et velfungerende demokrati. Den lovgivende (folketinget). Den udøvende: burekrater, ministre, politi og den slags. Den dømmende: domstolene (overraskende nok). Og så er der den sidste søjle som er noget mere broget: den fri presse. En af deres opgaver er at holde øje med de tre andre. Og alle mulige andre ting der ikke er så afgørende for demokratiet. I det spil er det helt afgørende spørgsmål: hvem holder opsyn med opsynsmændene M/K? I teorien skal de selv gøre det. Men lige præcist den opgave tager de ikke så alvorligt. Hvorfor er der så få medier der ikke bare siger: lad os for guds skyld rapportere om noget der batter! I stedet for at bruge værdifuld sendetid på en masse vrøvl. Siden hvornår har paraboler og citronmåner været vigtigt nyhedsstof?

Nu til pointen

Den korte: ignorer kværulanterne! Og så den lidt længere i form af en lille historie. For nogle uger siden var jeg med en flok venner på Amagerfælled for at lave mad på bål. Nu er det sådan med mænd, at vi elsker at sidde og stirre på noget ild. Og når vi gør det, taler vi om de vigtige ting i livet. Mest om kvinder og hvor fandens besværlige de kan være. Og om politik. Og retrospektivt, talte vi stort set kun om, hvor åndssvage kværulanterne er. Og det var ikke en diskussion, fordi vi var rørende enige. Så selv rundt om lejerbålet var det kværulanternes absurde forslag, der var hovedtemaet. Og jeg måtte, ikke uden ærgrelse, konstatere at vi ikke er et hak bedre, end de kloge journalister på DR2 og TV2 News.

Mit julefortsæt: jeg vil blive bedre til at rulle med øjnene, kigge den anden vej og tale om ting der er vigtige. Rigtige samfundsproblemer for eksempel og kvinder selvfølgelig.  

De sagde at Istedgade aldrig overgiver sig. Og jeg tror godt jeg ved hvad de mente. Desværre er det datid. Der var engang hvor beboerne brændte affaldscontainere af på gaden nytårsaften. Ikke fordi de var sure. Bare for at få lidt tryk på gaden. I flere år kunne man se rester af brandene på asfalten, der hvor de havde stået og oplyst gaden. Mens kommunen ikke helt kunne finde argumenter for at lappe hullerne. Det ville jo alligevel gentage sig året efter. De var en påmindelse om at Vesterbro var et autonomt sted. Dog uden voldsfascisme. Det var bare fest!

Men Istedgade har for længst overgivet sig. Stille og roligt. Den er blevet en pæn forstad for den kreative middelklasse. Der har valfartet til bydelen i håb om at byens mytologi smitter af på dem. Naivt ubevidste om at det er dem der normaliserer Vesterbro. Med deres tvillingebarnevogne og kommunens kamp for at genåbne de ellers så døde skoler.   

Ikke at jeg kan finde et bedre sted at bo. Ved ikke helt hvorfor. Jeg er groet fast og iagttager bare byens udvikling. Vesterbro er sådan set ikke kedelig. Den er bare ikke spændende mere.

Første gang det gik op for mig at jeg er blevet konservativ, var da jeg måtte konstatere at selv Istedgade vil blive offer for kommunes gadesanering. Brede cykelstier, ad. Al parkering henvises til de allerede overfyldte sidegader. Men den nye Vesterbrokaste skal have plads til deres Niholacykler. 

Og så er Enghave Plads væk. Nu er den et hul i jorden. Og vi er mange, der spørger os selv hvor bumserne er blevet af? Dem vil vi savne. Med deres alkoholfremkaldte grin og deres personlige udfordringer, der forsvinder når de kommer ned til de andre. Vi vil savne den årlige sneboldkamp mellem de jyske bumser og de københavnske. På hver deres side af det slidte springvand. Det er en venskabskamp. I den gamle Vesterbro ånd. Sjov i gaden.  

Jeg er bange for at jeg vil overgive mig sammen med Istedgade. Jeg er krøbet ned til Hovedbanegården. Ned til de nigerianske luddere og de skumle typer de hvisker ”cola” når jeg går forbi. Ned til det eneste område, hvor dansk er et fremmedsprog. Jeg er emigreret til et land der ikke er Danmark. Men Danmark presser sig på. Danmark lurer om hjørnet. Bare én blok væk ligger der kæmpe caféer med lattè til et godt stykke over 30 kroner. Og de evindelige brunches. Kæmpe vinbarer med fransk indretning og tilhørende arrogance.

Vesterbro er blevet nattelivets svar på tivoli. Folk kommer langvejs fra, for at opleve det autentiske og livsglade Vesterbro. Men med forstædernes invasion af drinksbarer og brune værtshuse forsvinder vesterbroernes Vesterbro. Det er ikke længere vores by. Den tilhører hele København og omegn. Helt til Malmø.

Somme tider tager jeg til Mumbay, Lima og andre skumle storbyer. De lugter og alt er kaos. Hvis jeg vil genfinde det smånussede Vesterbro, skal jeg til andre kontinenter. Væk fra De Luxe loppemarkeder og den årlige Copenhagen Fasion Week. Hvor ”nynner” fra alle dele af verdenen, snuser til Københavns sidste ”originale” kvarter. Med et jernhårdt fokus på støvler med lidt pels på.

Jeg er ikke trist. Jeg er rådvild. Tæt på at overgive mig. Rulle over og blive trendy.... føj for den.    

Nysgerrighed. Det kan jo være en drivkraft. Men det kan også være tidsfordriv. Der er mange ting i mit liv jeg nyder. Uden behov for at forstå. Ting som jeg ikke vil analysere fordi … ja, fordi det gider jeg bare ikke. Måske er det en ubevidst erkendelse af, at det bliver vanskeligere at nyde hvis jeg forstår. Eller fordi jeg alligevel ikke kan forstå dem, så hvorfor prøve? Kvinder for eksempel. Eller musik. Eller kaffe. Vin. Børn. De/det skal bare nydes, ikke forstås.

Og så er der ting jeg nyder fordi jeg prøver at forstå dem. Det er forsøget, der giver nydelsen. Ikke nødvendigvis forståelsen i sig selv. Men forsøget, der drives af nysgerrigheden. Og for mig er der to ting der automatisk får mig til at spidse ører. Astronomi og neurologi. De har begge det til fælles at videnskaben konstant kommer til kort. At det er et faktum at vi ikke forstår særlig meget af det. Og når jeg læser noget, eller ser noget i TV om de to emner er jeg deltager i et mysterium. En uløst gåde der ligger lige foran os og venter på at blive løst. Jeg er med på rejsen ind i det ukendte. Som dengang der var eventyrer, som gik på opdagelse. Ind i de hvide pletter på landkortet. Opdagede nye kulturer og civilisationer, nye planter og dyr. Dengang det ukendte var geografisk. Et spørgsmål om at bevæge sig fysisk ind i det fremmede.

Men især hvad angår neurologi, kan jeg ikke forstå at vi ikke kan forstå mere end vi gør. Og det er lidt mærkeligt når man tænker på hvor vigtig hjernen er. Den styrer alt i vores liv. Vores præferencer. Vores reaktioner. Vores krop. Vores følelser. Alt.

Okay, vi ved lidt. Vi ved for eksempel at der er (cirka) 100 milliarder hjerneceller. Vi ved at de snakker sammen via elektriske impulser. Vi har også givet de forskellige områder navne. Og fordi vi kan lave hjernescanninger kan vi se områder lyse op når forsøgspersonen udsættes for forskellige stimuli. Der er også noget med noget kemi. Bedst kendt fra piller, f eks mod depression. Men der er vildt mange andre måder kemien kan påvirke hjernen på. Nå, nu skal det ikke blive til en lektion. Men konklusionen er at vi ikke ved ret meget.

Universet: Jeg har engang læst en bog skrevet af verdenens mest berømte handikappede person. Steven Hawking. Hans sygdom er sjovt/tragisk nok neurologisk. Han har skrevet en bog om sorte huller. Jeg forstod egentlig ikke så meget af det, men slugte bogen råt. Sort er jo fraværet af farve. Ligesom hvidt. Sorte huller og hvide pletter. Sorte huller er også fraværet af andre ting. Blandt andet de fleste fysiske love. Og sorte huller kan kun konstateres via deres påvirkning af omgivelserne. Vi ved ikke noget om dem og vi kan ikke se dem. Og på den måde har de et meget passende navn. Igen, det skal ikke være en lektion. Den eneste konklusion for mig er, at jeg nok skal læse bogen igen. Men det er en god ting.

Det mest interessante er dog, hvorfor det lige er de to ting, der fanger mig. Det er to videnskabelige discipliner, der er karakteriseret ved mangel på endelig viden. Der er ingen facitlister bagerst i bogen. Min nysgerrighed går måske på områder, hvor man godt kan blive klog, men aldrig færdig. Og så er det måske også et udtryk for min forkærlighed for det ekstreme. Universet, det bliver ikke større. Hjerneceller, meget småt. Sort og hvidt. Stort og småt. Og så er det ufærdigt og uforudsigeligt. Ligesom nydelsen.

Danmark er i krig i Afghanistan. Der er soldater, der bliver såret eller dør. Der er kanoner, maskingeværer og den slags. Men det er langt, langt væk. Vi føler alligevel at det er tæt på. Vi bliver holdt opdateret. Hører nyt om vejsidebomber. Om Helman. Om politisk ustabilitet. Nyt fra terrorismens arnested. Krigen i Afghanistan er ikke tabt. Men den er heller ikke vundet. Og det bliver den nok heller ikke. Men det er en rigtig krig som i gode gamle dage. En krig med soldater og håndgranater. Med gode og onde overfor hinanden.

Men der er også krig på dansk jord. Og ind imellem slår det mig at den krig er vi ved at tabe. I efterkrigsårene skrev den engelske forfatter George Orwell bogen 1984. Og i midtfirserne var der rørende enighed om at vi aldrig, aldrig skulle have et samfund som det der blev beskrevet i 1984. Aldrig! Men i de sidste fem år har tingene ændret sig. Det er som om bogens pointe er glemt. Gledet helt ud og erstattet af frygt og mistro. Og det er her vi har taget det første skridt til at tabe krigen hjemme i Danmark.  

I vores iver efter at beskytte os mod en fjende som vi ikke kan se, tror jeg vi glemmer hvilke ofre vi skal yde i krigens navn. Ikke på grund af fjendens fysiske angreb. Mig bekendt har der ikke været et vellykket angreb herhjemme. Ingen dødsfald. Vores ofrer er ikke mennesker, men vores ret til privatliv. Der er vedtaget love, der giver den udøvende magt ret til at aflytte folks telefoner uden retskendelse. Og det er på trods af at retssystemet forgæves har forsøgt at fortælle politikerne at det er helt unødvendigt. De får ret til at læse folks mails. At undersøge folks økonomi. For et par dage siden gav vores justitsminister tilladelse til at kommuner og boligforeninger kan overvåge områder udenfor deres bygninger. Cykelstier, pladser og andre offentlige rum. Det skræmmer mig.

Man siger at hvis du går en tur igennem London centrum, er der kameraer nok til at følge dig hele vejen fra den ene ende til den anden. Der er kameraer alle steder. Og politiet kan få adgang til dem alle. Det er i Orwells hjemland!

Vores fjende er ekstremister, der vil omstyrte vores vestlige demokratier. Og vores værdier. At skabe frygt og kløfter mellem forskellige befolkningsgrupper. Skabe splittelse og grobund for mere ekstremisme. Og det er ved at lykkedes. Der vedtages hovsa-love på grundlag af paranoia. PET får tilført massive bevillinger. Og da de i deres kerne er hemmelige, kan selv politikerne ikke føre ordentlig tilsyn med dem.

For at gøre tingene værre, tager Little Brother over hvor Big Brother ikke kan være med. I Danmark er der omtrent lige så mange mobiltelefoner som der er borgere. Og mobiltelefoner har kameraer. Smart hvis man vil have borgene til at udspionere hinanden. Klik klik. Ét fejltrin kan sende dig på nettet til ubegrundet mistænkeliggørelse. Og med en små-paranoid befolkning udstyret med kameraer er grunden til det ultimative overvågningssamfund lagt.

Jeg får lyst til at citere den afdøde rapper Natasja: ”Danmark. Hva´ sker der med dig?” Mit nytårsønske er at vi stopper op. Tager en dyb indånding og prøver at se tingene lidt fra oven. Overveje hvilke ofre vi vil yde i sikkerhedens navn. For mig er det vores ofre, vores tab der er fjendens sejer. Vi har ikke tabt krigen i Afghanistan, men vi er ved at tabe den i Danmark. Big & Little Brother is watching you!

Gud bevare Danmark    

Fredag aften tikkede der en sms ind på min telefon. ”Vi tager i shelter i morgen. Klæd dig på som sku du til nordpolen.” Jubii. Op på loftet og rode efter mit bjerg-tøj. Finde det varmeste frem. Endelig en anledning til at bruge den dunjakke der er for varm til noget som helst andet. Alle mulige små vindtætte ting og grej jeg har samlet sammen undervejs. Alt skulle frem fra gemmerne for nu skulle jeg på overlevelsestur på Amager.

Vi cykler syd-syd-vest over Sjællandsbroen. Efter en lille times cykeltur havner vi ved en shelter på Amager Fælled. Københavns vildnis. Shelteren ligger i en forkølet klynge birketræer med en smuk udsigt til Fields. Men det er koldt og det blæser halvanden pelikan. Let the surviving begin. Det første og vigtigste var at tænde for urmenneskets svar på X-factor, bålet. Et par af os finder en bunke med to meter lange bjælker og vender stolte tilbage til lejerpladsen med mandige forsyninger til bålet. Og mine handsker bliver en lille smule beskidte.

Bjælkerne er lidt for lange til bålet, men det er ikke noget problem. Vi finder en nyslebet orange Fiskars økse frem og på mandigste vis bliver der hugget løs på de forsvarsløse bjælker. Da bålet når en tilfredsstillende størrelse er vi klar til næste skridt. Mad. Igen. Vi er forberedte. Der er én der har taget en ti-liters Eva Trio gryde med. Vi fylder den med hønsekødssuppe og stiller den på en rist over bålet. Gryden får selskab af to rustikke og yderst velduftende landbrød. Og så er det bare at vente. Seks stenbros-drenge tager plads rundt om bålet og da det allerede på dette tidspunkt er ved at være meget koldt, rykker vi langsomt tættere og tættere på. Og nu kan vi gå i gang med diverse røverhistorier. Den berejste kok fortæller om en drabelig fisk der har taget bopæl i en spansk flod. Den vokser hele livet og det er bare et spørgsmål om tid før den kan fordøje badende teenagere. Vi er et par stykker der er lidt usikre på hvordan sådan et monster ser ud, men thank god for iPhone. Det mælkehvide vidunder hives frem og Catfish (som fisken hedder) googles så vi kan få syn for sagen.

Under det varme måltid falder talen på TVs korrumperende effekt på danskerne. Rosende ord om P1 og aviser med meget få billeder. Jeg tænker for mig selv, at det måske er lidt mærkeligt fordi der er ikke mindre en to i forsamlingen der er kendte fra TV. Men det forhindrer mig ikke i at få skyldfølelse fordi jeg elsker at se TV.

Mens mine fødder stille og roligt nærmer sig nul grader og mine tæer føles som isterningen, bonder vi som yuppier på Carl Mar Møller kursus. Vi glemmer alt om Fields og fortovscafeer. Vinden tager til og temperaturen daler som diskontorenten. Én efter én kryber vi i soveposerne og jeg må bittert konstatere at min ikke kan modstå den danske vinter. Trods uldsokker går mine tæer fra isterninger til tøris. Og jeg vågner flere gange og må massere de ti små stakler.

Klokken halv to bliver vi (på det groveste) mindet om at vi ikke er så langt væk fra civilisationen som vi gerne vil tro. Ud af mørket dukker der en skikkelse frem og proklamerer: ”I kender mig ikke, men jeg hedder Jesper.” Han plejer åbenbart at overnatte derude. Ud over det sene tidspunkt undrer vi os over at hans overlevelsesudstyr befinder sig i fire slidte Nettoposer. Ellers ser han meget normal ud.

Morgenen byder på økologisk Neskaffe og røget bacon. Og jeg går stille og metodisk i gang med at opfylde min daglige kvote blå Kings.

Akkompagneret af fantasier om karbad ankommer vi til Vesterbro ved middagstid. Vi overlevede alle overlevelsesturen. Og selv om jeg for det meste bare havde siddet på en stup føler jeg mig udmattet og klar til en middagslur i min varme og trygge lejlighed.

Dette er den sande beretning om rigtige mænd. Om bidende kulde og varm suppe. Om den Københavnske vildmark og om seks fyre der lugter af røg.

Den sidste uge af december er traditionelt en stor uge for filmpræmierer. Især for store amerikanske produktioner. Og i år har jeg deltaget i to biografbegivenheder. Lad os starte med den sidste Avatar. Mest fordi det er den jeg har færrest følelser omkring. Der er egentlig kun én ting der gør denne film unik. Det er den dyreste film der nogensinde er blevet lavet. Og det er måske i virkeligheden meget sigende at den dyreste film i verdenshistorien er en økofilm.

Alle de mange penge er gået til at lave effekter. En af de mest fremtrædende er, at den kan ses i 3D. Og det skal man lige vende sig til. Da jeg havde sat mig i sæde nitten på ottende række gik de første par minutter med at fjumse med de medfølgende 3D briller. Skulle de sidde udenpå mine egne briller eller inden under? Da jeg havde besluttet mig for at de skulle sidde udenpå gik der lige lidt tid med at bekymre mig om hvor åndssvag jeg måtte se ud med en stor sort brille uden på en stor sort brille. Min forfængelighed har åbenbart ingen grænser.

Den næste 3D udfordring begyndte med filmen. Wåw. Til at starte med var det især det at underteksterne blev kastet frem og rent faktisk stod lige over de folk der sad på femte række. Lidt synd for dem. I løbet af filmen dukkede der jævnligt effekter frem der for alvor gav den tredje dimension som det hele handler om. Og det var flot.

Nu må jeg vist hellere komme frem til selve filmen. Men bare rolig, den kan beskrives meget kort. Vores ædle hovedperson er en ung mand der er lam fra livet og ned. Han ankommer til planeten Pandora hvor de putter ham ind i en maskine så han, midlertidigt, kommer ind i en anden krop. Hans nye krop er en tre en halv meter høj, meget slank og meget blå reproduktion af de indfødte. I denne krop kan han bevæge sig elegant og med en ekstrem veludviklet motorik rundt på planetens overflade. Der er dækket af urskov med samme gigantiske propersoner.

Plottet er endnu hurtigere at beskrive. Kender du det, at man går en tur rundt i København og pludselig ser en bygning der ikke har været der før. Og at ens første tanke er: de har vist fyret arkitekten ret tidligt i forløbet. Det samme med Avatar. Her er det dog ikke arkitekten de har sparret væk. Men derimod ham der skulle have skrevet historien. I stedet har de taget en grundskabelon ud af skuffen og brugt den som skelet for animatørernes udskejelser. Historien kort; en ond alliance mellem ”corporate america” og primitive militærfolk skal udvinde noget metal, der desværre ligger lige under de lokales yndlingstræ. De gode er de høje blå menneskelignende folk, der lever i pagt med naturen. Hovedpersonens blå alter ego forelsker sig (og parrer sig) med en prinsesse. Og samme indleder de en David/Goliat kamp mod de onde mennesker. Mod alle ods, og lidt hjælp fra moder natur, vinder de overraskende nok kampen. Og filmen ender med at de hvide mænd, kan vi vist godt kalde dem, bliver sendt hjem til deres dødende planet. Så kan de lære det!

Der en én mytologisk og én psykologisk grundtone i filmen. Den mytologiske er elverfiguren. Vi mennesker elsker dem. De er høje, slanke, smukke, har spidse ører og er, ikke mindst, ædle. Ingen egoistiske motiver. Ingen grådighed. Og så er de smukke (fik jeg sagt det?).

Den psykologiske grundtone er amerikanernes behov for kollektiv selvransagelse. De vil gerne sige undskyld for noget de har gjort i fortiden. I dette tilfælde er det indianerne de gerne vil sige undskyld til. ”Vi kom trumlende og forviste jer fra jeres jord, fordi I boede et sted hvor der var guld eller noget andet vi skulle bruge. Undskyld! I levede i pagt med naturen. Og så var I vist også høje, slanke og ikke mindst smukke. Mest fordi I var slanke.” Vi europæere holder os klogelig fra at sige undskyld for vores ugerninger. Så kunne vi jo ikke lave andet. 

Filmen har ingen nuancer. What so ever. Men hvis jeg skal være helt ærlig så går jeg ikke i biffen for at blive klogere eller oplyst. Jeg går i biffen for at blive underholdt. Og det blev jeg! Den er fandeme flot. Og som en lille bonus har jeg fået et par nye briller.

Hvis historien om de blå mænd ikke har nuancer så har historien om Sherlock Homles masser af slagsen. Og hovedkilderne er dels selve figuren Sherlock Homles og dels Robert Downey Jr. der har hovedrollen. Jeg tillader mig at springe Sir Conan Doyles enigmatiske personage over, for ham kender vi alle.

Robert D. Jr. kom for et par år siden endelig ud af hans misbrugståger og begyndte at lave film igen. Og måske er det derfor han kan give rollen den kant der gør filmen værd at se. For mig er det Sherlocks Homles maniske, mørke og selvdestruktive sider der er interessante. Han går helt i hundene hvis han ikke har et kompliceret mysterium at løse. Min uvidenhed betyder desværre at jeg ikke har læst bøgerne, så jeg kan ikke med sikkerhed sige om han er opiumsnarkoman. Men både tv-serien og filmen mere end antyder at der er andet end tobak i piben. Og hvorfor er hans sidekick dr. Watson, læge? Det er i hvert fald praktisk hvis man vil have adgang til lidt hårde stoffer nu og da.

Robert Downey Jr. er selvdestruktiv på den cool måde. Og det er han fordi han har et glimt i øjet der sjældent ses i Hollywood. Den slags er svært at beskrive, men han har en udstråling der gør at jeg har en følelse af at hans eget ve og vel er fuldstændigt ligegyldigt. Det er tankerne der tæller. Hans tanker.

Der er to ting i filmen der bedst illustrerer min pointe. Der er kun én ting der kan få hans parader ned. Og det er hans tiltrækning af en klassisk femme fatale. Desværre spilles hun af en noget tandløs pige. Synd, fordi ”femme fatale”-begrebet rummer så meget dødbringende skønhed. Og samspillet mellem Sherlock og denne dødsensfarlige kvindetype, kunne have givet filmen endnu en dramatisk dimension. Det andet tegn på hans selvdestruktivitet er en scene hvor Homles står i en boksering mod et brød af en nævekæmper. Og han indkasserer nogle ordentlige drag over munden inden han får lagt sin modstander ned. Scenen virker umiddelbart overflødig hvis det ikke havde været fordi den viser hvordan Homles udfylder sit intellektuelle tomrum med masochistiske fritidssysler. Filmnørder vil i øvrigt bemærke hvordan scenen er en nøjagtig kopi af en boksescene fra instruktøren Guy Ritchie tidligere mesterværk Snatch.

Sherlock Homles er kun drevet af én ting. Rationelle tankekonstruktioner baseret på uomtvistelige fakta. Det er det eneste. Han løser ikke mysterier fordi han vil kæmpe mod uretfærdighed og den slags. Og på den måde virker det som om det er rent tilfælde om han er ond eller god. Det er sagen fuldstændig underordnet. Moral. Rigtigt eller forkert. Intet af den slags hellige ting motiverer manden. Kun tilfredsstillelse af hans intellektuelle behov. Den slags etiske petitesser overlades til Dr. Watson. Han spilles i øvrigt af den engelske flødebolle Jude Law. Og hans eneste funktion er tilsyneladende at give pigerne noget kønt at se på.

Selve plottet lugter lidt af Dan Brown´sk paranoia. En – i øvrigt overbevisende – ond mand forsøger at overtage verden med lige dele snilde, overtro og hemmelige ordener med hemmelige ritualer. Historien er glimrende tænkt. Og jeg forsøgte løbende og uden held at gennemskue begivenhederne. Og det er præcist det en krimihistorie skal kunne.   

Inden jeg afslutter denne slagserie af roser vil jeg lige nævne scenografien. Flot tænkt og udført. Scenografien får aldrig lov til at drive filmen, men samtidig er den fyldt med små detaljer der gør historien troværdig. Scenen er London i industrialiseringens storhedstid. Røgfyldt, beskidt og foretagsomt. Og en central kulisse er byggepladsen for den halvfærdig London Bridge. En smuk og smudsig baggrund for filmens afsluttende kamp mellem de to formidable modstandere. Som ekstrabonus gik jeg ud af biografen med visheden om at der kommer en to´er. Glæder mig allerede.

Voila! Hermed er denne blogger i al beskedenhed sprunget ud som filmanmelder. Om det er noget jeg i fremtiden skal holde mig fra, ved jeg ikke helt. Men du, kære læser, kan jo hjælpe mig med et praj. Hvis du synes at jeg er svømmet derud hvor vandet er lidt for dybt, kan du kaste en linje ind under ”Comments”. Og hvis du sårer mine følelser skal jeg nok holde det for mig selv.

Thi thi… lad os være civiliserede. Politiet i København har haft den vildeste opgave de sidste par uger. Indtil videre har de gjort det godt. Sammen med det knaldhårde vejr er det lykkedes dem at holde de værste uroligheder fra livet. Respekten havde jeg indtil tidligere på natten. Jeg havde forvildet mig ud i Københavns terrorredde nummer et; Arkitekthøjskolen! Du tror at det er løgn, men det meste af Holmen var til plastret af velklædte og fulde arkitektstuderende. Deres flot opsatte hår. Deres levende barer og spændende drinks. Dér i skyggen af Operaen følte jeg mig som en del af det tjeckede København. Men alt smukt har en ende og jeg måtte hjem.  

Og her starter historien. Ned af Holmens hovedgade kører Lima 10 (eller er det Golf 15) og de drejer meget stille og roligt til højre. Lige så stille og roligt kommer en meget fuld studerende kørende på hans cykel. Og bump, med en fart af tre meter i timen støder de sammen. Jeg har slået prutter der var mere truende en ham.  Efter få og frugtløse ord blev den uvidende, men (er jeg sikker på) ondskabsfulde studerende hurtigt kørt væk i håndjern. I Lima 10.  

Af hensyn til min sikkerhed som københavner er jeg meget glad for at politiet slå hårdt ned på de arkitektstuderende! De har nogle meget skarpe blyanter. Sorte rullekraver og halstørklæder de går med indenfor. Gudskelov for Lima 10.  

Min opmærksomhed er guld værd. Eller det skulle man tro. Jeg synes i hvert fald der er rift om den. Nu er jeg for eksempel typen der ikke kan koncentrere mig om andet når fjernsynet er tændt. Så når jeg kører med linje 5A kan jeg simpelthen ikke lade være med at kigge på de skærme der er sat op. Og selv om jeg ikke just er i målgruppen ved jeg, alt om Delfinvask for pensionister. Jeg kan ganske enkelt ikke lade være med at glo.

TV reklamer er jo noget old school. Ikke desto mindre, er det stadig hovedkilden når kapitalister vil sælge et eller andet. Godt nok hører jeg til dem der i mange, mange år var lidt træt af alle de helt urealistiske fotomodeller i reklamerne. Hvor er de almindelige mennesker? Småfede folk som mig med uren hud og naturlige kropslyde. Men nu skal jeg love for at der er skiftet stil. TDC prøver at sælge telefoni med hjælp af to ganske almindelige mennesker der er nøgne hele tiden. Og jeg må sgu indrømme at det er grænseoverskridende. Jeg bryder mig faktisk ikke om det. Men det virker. TDC har fået min opmærksomhed. Min dyrebare opmærksomhed. Spørgsmålet er dog om det får mig til at skifte teleselskab.

Det var bussen og hjemmet. I det offentlige rum er der også rift om mig. Der er selvfølgelig alle de overdimensionerede kanvas-billeder, der dækker facader alle vegne. Men selv om jeg skulle vælge at ignorere dem, slipper jeg ikke for budskabsbombardementet. På gade og stræder kommer der folk hen til mig og vil have mig til at skrive under på et eller andet. Og her er det følelsespornografi, der er det primære virkemiddel. Midt på rådhuspladsen blev jeg en dag passet op af en meget ung pige med ringe i næsen. Hun henvendte sig med spørgsmålet: ”Går du ind for kvindehandel?” Med en slet skjult henvisning til organiseret prostitution. Hva´ fanden er det for et spørgsmål? Jeg har i hvert fald svært med at afvise den samtale hun vil have mig ind i. Fordi, kan jeg sige andet end nej? Hvor mange mon svarer:” Ja, det gør jeg. Faktiske synes jeg generelt, at der er for lidt slaveri.” Man kan jo sige at jeg normalt kan vælge fra. Jeg kan zappe væk fra reklamerne. Kigge den anden vej på gaden. Eller holde mig fra kommercielle radiostationer. Men jeg har ingen chance over for hende på Rådhuspladsen. Jeg får proppet et temmelig unuanceret budskab ned i halsen. Næsten forsvarsløs.

Og følelsespornografi er efterhånden blevet normen for især dyreværnsgrupper. Og nu vil jeg godt nævne navne, for jeg synes at det er blevet for meget. WSPA. De er slemme. De mener at jeg skal ringe hundrede kroner ind, fordi der åbenbart er nogle bjørne der sidder i bur i Asien. Og hold kæft hvor ser de triste ud de bjørne. Især når man ved hvor nuttede bjørne ellers kan være. Jeg får skyldfølelse, fordi hvordan kan dette dog finde sted? Hvad er det for en verden vi lever i? Der er også billeder af hunde der har fået nogle rigtig grimme udslet. Man kan aflæse ulykken i deres våde hundeøjne.

Men for det meste vinder fornuften over følelserne. Mit trick er at tænke på hvor stor en del afrikanske børn der er forældreløse fordi mor og far er døde af AIDS. Dét er et problem der skriger til himlen. Og al min sympati går til de nødhjælpsorganisationer, der holder sig fra de billige tricks. Og når jeg ser en WSPA´er på gaden får jeg lyst til at stille modspørgsmålet: ”Skal vi ikke prøve at hjælpe børn i nød før vi tager os af gadehunde?” Men jeg besinder mig som regel. Mens jeg tænker på hvordan alderen stille og roligt fortærer min naivitet.